Update herfra: Ny uforventet arbejdssituation
- Daniela Mechlenborg
- 4 days ago
- 3 min read
I sidste måned sagde jeg efter grundige overvejelser mit job op for at prøve noget nyt i en anderledes stilling, hvor jeg i stedet for at arbejde online ville komme til at møde mennesker fysisk, og timingen føltes rigtig til at lave dette skifte.
Det viste sig så, af forskellige grunde, ikke at være det rette match for mig, og efter en uge i den nye stilling følte jeg, at jeg var nødt til at stoppe igen. Min krop sagde helt tydeligt fra, idet alt min energi simpelthen forsvandt uden at jeg decideret var udtrættet rent fysisk eller psykisk.
Min oplevelse var, at livsenergien stoppede fuldstændig med at blive genereret, og jeg følte ikke jeg havde nogen krafter til at blive og “kæmpe”. Dette har jeg aldrig oplevet før efter så kort tid i en ansættelse. Det var en svær beslutning at stoppe, men jeg føler, at den blev truffet af min krop, selvom mit sind protesterede.
Havde jeg ikke haft en praksis med at tjekke ind med mig selv, min krop og min sjæl, og derudover kendt til Human Design, tror jeg, at jeg havde bakset meget mere med at lande beslutningen. Jeg ville formentlig have større tendens til at analysere mine tanker, og tilskrive den manglende energi dovenskab eller frygt i stedet for klar kommunikation og indre autoritet, som jeg virkelig oplever, at det reelt var. Det føltes som om min sakral sagde “nej tak, jeg har ikke energi til den slags arbejde med de rammer”.
Hele opsigelsen skete med solen i Gate 51, Gate of Shock, og det føltes ikke helt tilfældigt.
Dét, at stå uden et arbejde nu, og også sådan lidt uden en fast retning, det er på den ene side ganske vilde sager, men på den anden side også virkelig forfriskende og tiltrængt. Hvad skal der ske? Det vil vise sig...
Jeg vil virkelig prøve at lade min indre autoritet og min krop lede mig. Uanset, hvor tricky det kan være når jeg sidder på LinkedIn og Jobnet, og med kommende A-kasse møder i kalenderen og så videre.
Det der lige nu grounder mig er også, at på mange andre punkter i mit liv føler jeg, at jeg er et stabilt og rart sted, så det giver en styrke til at kunne se ind i fremtiden med ro i systemet. Og jeg er ret opmærksom på at roen hjælper mig til at sende den rette energi ud i min omverden.
Det jeg nu leder efter er bl.a.:
Jeg ønsker, at se mennesker i virkeligheden, men også at have dage, hvor jeg er herhjemme og arbejder online
Et arbejde, hvor jeg kan hjælpe nogen, der har brug for det, og hvor rammerne giver plads til at hjælpe på en helhedsorienteret måde.
Et arbejde, hvor jeg kan møde mennesker/kollegaer, som jeg kan lære noget af, og som også selv er nysgerrige på livet og på deres faglighed.
Et arbejde, hvor der er plads til at være et helt menneske - der må fx være plads til at dvæle ved en arbejdsopgave / et menneske, og ikke stæse fra det ene til det andet.
Et arbejde, som ikke føles som arbejde, men hvor jeg gør det jeg elsker (om ikke andet, så i hvertfald størstedelen af tiden).
Ovenstående i de rette rammer vil hos mig kunne skabe et væld af livsenergi, som kan flyde over, og blive inspirerende og forandringsskabende for dem, jeg er omkring. Og hvor den omsorg jeg drager for andre bliver holdbar, fordi det kommer fra et bæredygtigt sted.
Dette er en lille bøn, jeg sender ud i verden, og hvem ved, måske du kender en arbejdsplads der har noget af ovenstående?
Lige nu overvejer jeg også den selvstændige vej ret nøje…
Det er i hvertfald spændende, hvad fremtiden byder.
En ting er sikker: Fremtiden indeholder Human Design, både i form af løbende dygtiggørelse, men også, at jeg fortsat tilbyder læsninger.
I maj og juni er der mini-læsninger, som jeg GLÆDER mig til at tilbyde i Brejning og Vejle C.
Læs mere her:
Comments