Meditation og interoception

Forbindelse indadtil skaber grobund for forbindelse til omverden

Jeg har længe ønsket at skrive om meditation som et kraftfuldt redskab til at skabe kontakt til sig selv, mere klarhed, glæde og adskillige andre ting. Dog har noget i mig tøvet, fordi frekvensen af, hvor ofte jeg selv formelt praktiserer meditation aldrig har været lavere end den er lige nu, siden jeg for 10-12 år siden begyndte at have en meditativ praksis, og hvor jeg tog en del forskellige kurser, deltog i retreats og meditationsgrupper. Det er gået fra at være 20-40 min. daglig praksis (inden jeg fik børn) til langsomt at være blevet nedsat til 10-20 min. 3-4 gange om ugen. Hvilken helt sikkert er langt bedre end ingenting.

Jeg har dog et ønske om at det skal fylde mere på daglig basis for mig igen, men grundet “livet” er det ikke det der er realiteten lige nu.

Det jeg har lært at se nu, hvor jeg mediterer mindre end før er også, hvordan jeg i perioder har brugt meditation for at få en følelse af kontrol over kaos og larm i mit liv.

Jeg følte at jeg måtte have min meditation for ikke at miste forbindelsen til mig selv i den her verden.

Det gav mig faktisk i en periode en frygt for, hvordan det skulle gå mig med mindre meditation, om jeg ville miste kontakten til mig selv, blive overvældet og langsomt gå ned med stress eller lignende. 



Nu er jeg ikke så nervøs for det mere, jeg har erfaret at jeg sagtens kan forbinde mig til mig selv uden formelt at praktisere meditation.

I virkeligheden er jeg hele tiden forbundet - forbindelsen kan bare blive mere eller mindre tydelig for mig alt efter, hvad mit tempo er, om jeg drikker for meget kaffe, tager pauser, får sat grænser overfor min omverden mm.

Når jeg så alligevel sætter mig ned og laver en formel helhjertet meditation, så skal jeg da også lige love for, at jeg forstår, hvorfor jeg egentlig gør det, og ikke bare stopper helt. Særligt bagefter er belønningen der. Men også undervejs, selvom det ikke altid er fuldt ud behageligt det jeg møder når jeg sidder der.

Fornemmelsen af at “komme hjem” er dog virkelig en stor del af, hvorfor jeg mediterer og også oplever at kunne øge min livskvalitet ved at have det i mit liv.

Meditation giver mig også et rum, hvor jeg hjælper mig selv til at give plads til de rigtig ubehagelige dele af at være menneske. Skuffelser, sorger, længsler, afvisninger, svære relationer - alt det, som jeg og alle andre bakser med i ny og næ, og som nogle bakser med oftere og i værre eller lettere grad end andre af os.

Og noget jeg også ofte genopdager, når jeg sidder i meditation, eller om ikke andet, bagefter, er virkelig, hvor forbundet jeg er til andre. Og hvor forbundne vi alle er til hinanden, om vi vil det eller ej. Ingen af os er her alene. Ingen af os er ens, men ingen af os er her selv. Vi har denne menneskelige oplevelse side om side med hinanden, og dybt inde er vi gjort af samme stof.

Det er interessant, hvordan det at forbinde sig ind, også gør at vi kan forbinde os udad.

Hvad sker der i kroppen under meditation

Når jeg skal forklare, hvad der sker rent fysiologisk idet vi vender opmærksomheden indad i vores indre, nævner jeg tit begrebet interoception, som betyder at mærke de indre dele af os selv, sansninger, fornemmelser og følelser mm.

Da jeg skrev bachelor omkring, hvordan traumesensitiv yoga kan hjælpe ifm. symptomer på PTSD, stødte jeg på forskellige studier, der viste at selve dét med bevidsthed at vende opmærksomheden indad, aktiverer det parasympatiske nervesystem, som har at gøre med processer, hvor vi falder til ro, hviler og fordøjer indtryk.

Det beroliger vores system når vi tillader os at mærke os selv. Vi bliver mere trygge. Vi slipper ikke nødvendigvis af med smerte, ubehag og generel lidelse, men vores system finder en tryghed i at der er “nogen hjemme”. Det synes jeg er så smukt og sigende.

Og på det energetiske plan, ser jeg det som, at vi skaber kontakt med en dybere intelligens i os under meditation. Vores sjæl. Vores essens. Vores magnetiske monopol. Hvad end vi kalder det. Jeg tror på, at vi alle har en sådan kvalitet som, hvis vi lytter til den bliver guidet nænsomt i den retning, der er i tråd med, hvad der ligger til os i dette liv.

Vi er alle forskellige

Og det er klart, at den måde vi hver især bedst mærker indad i os selv, også kan variere alt efter, hvad vi har med os og hvem vi er. For nogen er det ikke meditation, der er den bedste vej. For nogen er den bedste måde at lave bevidst interoception noget med bevægelse - blid yoga, tai chi, eller bare fri bevægelse. For andre er det måske åndetrætsøvelser. At være i naturen. Musik. At et andet menneske, guider eller lægger hænderne på og hjælper med at skabe kontakten. Eller noget helt andet.

Uanset, hvordan det for det enkelte menneske føles mest trygt og sikkert at mærke ind, så ser jeg det som værende en virkelig vigtig del af at vedligeholde en tryg og nær relation til sig selv.

Og den relation til os selv, ser jeg som helt essentiel for at vi netop kan relatere os på en måde til andre, som vil bringe den autencitet og nærhed, der skal til for at vi får et givende liv, hvor vi kan udvikle os og få det med vi ønsker.

Og jeg tror at vi dybest set alle er her for (om ikke andet, som en af grundene) at blive så klar over, hvem vi er, og hvad vi har brug for, så vi kan give det unikke bidrag til verden.

Og hvis vi alle gav det unikke bidrag uden at pakke noget væk eller lægge noget til, der ikke var ægte, så ville jeg nok ret hurtigt blive arbejdsløs, hvilket jo ville være genialt for helheden.

Hvordan ser kontakt indadtil ud for dig?

Måske er du en, der hele tiden mærker kontakt indadtil og ikke behøver at have en praksis, hvor den aktivt kultiveres og bevidstgøres?

Eller måske har du aldrig prøvet at mærke en forbindelse indadtil, og længes efter at mærke den?

Hvis du er nysgerrig kan du også tage et kig på mit blogopslag om nærværstræning her:

Blogopslag: "Er du der?"